Informationsbrev til nye børnehavebørn
Her er nogle praktiske oplysninger om, hvordan vi gør i børnehaven.
Indkøring
Det er vigtigt, at du er tryg ved at aflevere dit barn i børnehaven, så spørg endelig om alt.
Vi tilbyder en opstartssamtale, hvor vi snakker om hverdagen i børnehaven, og hvor vi kan få lidt at vide om dit barn.
Det vil være fint, hvis du har mulighed for at gøre de første dage korte. Men du skal bare tage det roligt, hvis det ikke kan lade sig gøre, vi skal nok være der for ham/hende.
Du er velkommen til at ringe i løbet af dagen, for at høre hvordan det går.
Godmorgen og farvel
Det er vigtigt, at få sagt godmorgen til en voksen, så vi ved at barnet er kommet. Hvis der er brug for hjælp til at sige farvel, så kontakt en voksen. Vi hjælper gerne.
Når du henter dit barn, er det vigtigt, at både du og dit barn siger farvel til en af de voksne fra stuen. Også hvis det hentes af en anden, eller bliver hentet på legepladsen.
Barnet skal registreres i Aula systemet som det allerførste, når I kommer ind af døren, og må først trykkes ud når I går ud af institutionen. (det er vigtigt af hensyn til brandmyndighederne)
Hvis der kommer ændringer i afhentningstiden i løbet af dagen må du gerne ændre det i Aula.
Husk også at skrive hvem der henter.
Garderobe
Garderoben ligger i kælderen. Dit barn får sit eget garderoberum til overtøj, støvler m.m. Vi vil meget gerne have et ekstra sæt tøj i skabet i garderoben. Til hverdag skal fodtøj (og tøj) sættes op, så gulvet kan blive vasket. Hvis du ønsker at skabet/garderoben skal rengøres om fredagen, skal du tømme garderoben og åbne lågen.
Vi er ude at lege hver dag, og det er vigtigt at dit barn har tøj med efter vejret. Børnene skal have udetøj med, som de selv kan tage af og på og vi vil gerne have udetøj uden seler.
Vi anbefaler dig at skrive navn i alt.
Plastikposer er farligt legetøj, og må derfor ikke ligge i garderoberne.
Anoraksnore og halstørklæder er forbudt, det er farligt ved leg.
Skiftetøj, bleer, sut m.m.
På gangen ved stuen har dit barn en kasse til skiftetøj m.m. Der kan du finde poser med tøj, der i dagens løb, af den ene eller anden årsag, er blevet skiftet.
Hvis dit barn bruger sut eller nusseklud, vil vi gerne have, at det ligger i kassen.
Du skal selv medbringe eventuelle bleer. Ikke buksebleer. Bleer opbevares på badeværelset.
Bodystockings er ikke gode, når dit barn er i gang med at blive selvhjulpent.
Middagssøvn
Hvis dit barn skal sove middagssøvn bliver han/hun puttet sammen med de øvrige sovebørn i børnehaven. Vi har madrasser med soveposer, så det eneste du skal sørge for er, at dit barn har evt. sut og sovedyr med. Børnene bliver puttet kl. 12 og vækkes igen kl. 13.30, sover dit barn ikke efter 20 minutter kommer han/hun op igen.
Formiddags og eftermiddags mad
Omkring kl. 8.45 spiser vi frugt/grønt og et lille stykke brød. Vi samler alle børnene og synger, snakker lidt om vind og vejr, tal, farver, følelser og hvad der fylder i børnegruppen lige for tiden. Her snakker vi også om vores aktuelle emne.
Kl. 11 får vi frokost nede fra køkkenet, 3-4 gange om ugen er det lunt/varmt mad og 1-2 dage får vi rugbrød med pålæg og grønt. En gang pr. dag får dit barn tilbudt et glas mælk, og ellers drikker vi vand.
Omkring kl.14 får vi eftermiddags mad. Du kan finde en madplan på stuerne.
Normeringer
Når børnene starter i børnehave er de ca. 3år gamle. Du betaler en lavere takst, og normeringen halveres i forhold til den normering, du har været vant til i vuggestuen.
Du vil opleve, at informationsniveauet bliver lavere, der vil ikke være så mange voksne tilstede særlig i ydertiderne osv. Det betyder også, at børnene ikke nødvendigvis kommer helt så meget ud af huset, idet sikkerheden bliver prioriteret over alt andet.
Det er sådan, at normeringen falder hele vejen gennem børnenes opvækst. Højest i vuggestuen, lavest i skolen, efterhånden som børnene bliver mere og mere selvhjulpne.
På Aula kommer der løbende billeder fra dagligdagen. Vær opmærksom på, at de forsvinder efterhånden som der bliver lagt flere op, så print dem ud eller overfør dem, hvis du vil gemme dem til barnet.
Ferier
Når dit barn holder fri eller er sygt skriver du det i Aula. Vi beder om at få at vide, om dit barn kommer i ferieperioder. Det er vigtigt at overholde fristen.
Månedsplaner og ture
Vi laver en plan for en måned af gangen, som hænger ved stuen. Du skal selv tjekke den løbende, da der kan ske ændringer/tilføjelser. Der står f.eks. hvornår vi tager på ture, så du kan sørge for, at dit barn har en drikkedunk med vand i rygsækken i garderoben. Det er vigtigt, at dit barn har en rygsæk og gerne med klips over brystet, der sidder godt på ryggen, og hvor remmene ikke falder ned, når han/hun skal gå med den på ryggen.
Vi har lavet turhold, så børnene på skift kommer med på tur. Det betyder, at vi er afsted med en mindre gruppe børn, og at der samtidig er færre børn hjemme. Det giver den bedste mulighed for at give børnene sikkerhed, nærvær og læring både på turen og hjemme.
Nyhedsbrev
Vores leder, Birte, skriver nyhedsbrev til alle forældre, når der er vigtige oplysninger, der gælder alle stuer. Det kommer ud via Aula.
Stuerne skriver et nyhedsbrev hver gang vi skifter emne. Det kommer også på Aula.
Stamkort
Du skal udfylde jeres stamoplysninger på aula, med adresse, tlf. nr. både privat og på arbejde, så vi kan komme i kontakt med dig. Vi beder dig også om at udfylde et i papirform, (uden cpr) der kan opbevares i børnehaven, hvis vi en dag ikke kan komme på Aula.
Husk at give os besked, hvis der er ændringer.
Moduler
Du skal vælge, hvilket modul du ønsker at benytte. Se hjemmesiden om brugen af moduler.
Adresseliste
I Aula finder du en adresseliste, så du har mulighed for at lave legeaftaler. Husk selv at krydse det fra/til i systemet.
Legetøj
Dit barn må gerne have legetøj med i børnehave, det er dog helt på eget ansvar. Det skal kunne være i skuffen, og skuffen skal kunne lukkes.
Åbningstider
Børnehaven åbner kl. 6.30.
Der er morgenmad på bordet fra 6.30 til 7.15.
Mellem 6.30 og 7.35 afleveres alle børnehavebørn hos landkrabberne.
Herefter åbnes alle stuer.
Børnehaven lukker kl. 16.45 (fredag kl.16.15).
Fødselsdag
Der er mulighed for at holde fødselsdag i børnehaven. I medbringer noget at spise, og så synger vi fødselsdagssang m.m. Vi henviser til vores kostpolitik, mht. maden.
Husk at aftale med personalet i god tid.
Samtaler
Det vigtigste i samarbejdet omkring dit barn er den daglige kontakt.
Vi tilbyder en samtale omkring barnets 4 års fødselsdag. Vi bruger systemet Hjernen og Hjertet, som du måske har kendskab til, hvis dit barn har gået i vuggestue i Vejle kommune. Inden samtalen modtager du en mail med et spørgeskema, kaldes en dialogprofil, som du skal udfylde. Børnehaven udfylder også dialogprofilen og derefter tager samtalen udgangspunkt i dialogprofilen.
Den sprogansvarlige pædagog vurderer sammen med stuens pædagoger, hvilke børn der skal sprogscreenes når de bliver ca. 3,6 år.
Du kan stole på, at vi opsøger dig/Jer, hvis vi får behov for en samtale derudover, ligesom du altid kan få en samtale, hvis du har behov for det.
Stuemøde
Vi holder 2 timers stuemøde hver anden uge. Børnene bliver så passet af vores nabogrupper.
Vi glæder os til et godt samarbejde