En kort præsentation af vores børnehus
Velkommen i Skibet Børnehus, som ligger i den skønne Vejle Ådal.
Lidt om os
Vores hus ligger i et trygt og godt lokalsamfund, med skole, kirke, idrætsanlæg og naturområder som nærmeste naboer.
Skibet Børnehus er en dejlig aldersintegreret institution i Skibet med plads til 62 vuggestuebørn og 105 børnehavebørn.
I stueplan finder I vuggestueafdelingen med 5 vuggestuegrupper og det store køkken, hvor alt maden bliver lavet. På første sal har vi et stort fælles atelier, hvor vores kunstpædagog også har base samt 3 børnehavegrupper. I kælderen har vi garderobe, motorikrum og værksted. På legepladsen har vi en pavillon til vores ældste børnehavebørn.
Der er masser af liv i vores store og utrolig dejlige gamle hus. Det har tidligere fungeret som plejehjem, og derfor er der mange gode små rum, hvor børnene kan finde ro og rammer til leg, fællesskaber, venskaber og fordybelse.
I Skibet Børnehus møder I kvalificerede voksne og udviklende læringsmiljøer, hvor ikke mindst legen spiller en vigtig rolle. Vi arbejder og leger i afdelinger og grupper, fordi det er meget vigtigt for os, at alle børn har en base med kendte voksne, nærhed, omsorg og tryghed. Vores legeplads er stor, absolut ikke veltrimmet, men med mange hjørner, kroge og legemuligheder.
Næringen (kosten) sørger vores egne to køkkendamer for. Vi får al maden serveret, og børnene bliver præsenteret for meget forskellig mad, så deres smagsløg bliver udfordret.
Vi er 38 ansatte, 20 pædagoger, 16 pædagogmedhjælpere, 1-2 pædagogstuderende, 1 pedel, 1 køkkenleder og 1 ernæringsassistent.
Det gode børneliv
I Skibet Børnehus er det gode børneliv, et liv med plads, tid og ro til at være barn og med et nært og tillidsskabende pædagogisk personale, der giver barnet nærvær, omsorg og tryghed til at kunne lære og udvikle sig. Vi ser børn som kompetente og selvstændige individer, samtidig med at de har brug for omsorg, udfordringer, positive forventninger og tillid fra det pædagogiske personale.
Vi ser barnets vej gennem livet, som en dannelsesproces og en demokratisk forståelse. I det barnet får kendskab til institutionens regler, rammer og normer samt de sociale spilleregler i og uden for hjemmet lære barnet gradvis at vente på tur, give andre plads og følge en kollektiv besked.
Vores hverdag
Vi arbejder ud fra at tage børnene med på råd, også i almindelige dagligdagsting. Ud fra alder og udvikling kan børnene tage stilling til, f.eks. hvilken sang vi skal synge til samling, hvor vi går hen på tur eller hvilken bog, der skal læses til frugt. På den måde får børnene en vis forståelse for demokrati og deres rolle i det demokratiske fællesskab.
Fællesskab
Vi ser børnefællesskabet som et vigtigt fundament for leg, læring og dannelse af de sociale spilleregler. Disse fællesskaber er med til at give barnet den tryghed og trivsel der skal til for at barnet er modtageligt over for læring og hvor barnet både tager, giver og bidrager.
Den tryghed barnet møder fra nærværende voksne og i børnefællesskabet er afgørende for udvikling af barnets følelsesmæssige og personlige udvikling. Idet barnet lærer at se sig selv udefra og den anden indefra, forstår barnet gradvis sig selv og andre og vil forsøge at finde løsninger og handle på det barnet oplever.
Leg og læring
Barnet skal lære, at begå sig i forskellige sociale arenaer og forstå de individuelle og sociale spilleregler, hvor barnet oplever selvværd i det sociale fællesskab. Vi inddrager børnene og giver dem mulighed for medbestemmelse. I Skibet Børnehus foregår leg og læring hele dagen og er en blanding af børne- og voksen initieret leg. Vi er bevidste om, og giver plads til de forskellige legetyper: rolleleg, regelleg, konstruktionslege, fysiske lege og samle lege. Barnet oplever respekt for legen og får mulighed for at sætte sig selv i spil i forskellige legetyper og der igennem forstå og udvikle sin dannelsesnormer.